Entreprenørskab i den kreative branche

Der er mange måder at være iværksætter på. Tue Bondo Arentoft har med sin skabertrang og baggrund inden for arkitektur, fundet sin vej som kreativ entreprenør. Han har været tilknyttet Københavns Projekthus fra begyndelsen, og ligeså med Bolsjefabrikken og Prags Boulevard, bygget huse i Canada og Sierra Leone samt bygget skulpturer for Kasper Bonnén. Tue har desuden startet facebook-gruppen Kreative Kræfter, der i dag fungerer som netværks- og vidensdeling, i den kreative branche.

Foto: Anna Falck Photography

Fødderne i den kreative branche – hvorfor?


For entreprenøren, er det friheden til at finde sin egen vej mellem kunst og handel, håndværk og digitalisering, teknologien og det taktile.

“Jeg har altid været kreativ, tænkt kreativt, så i sidste ende har det aldrig været andet end at følge en intuition, og blive ved med at hakke af, indtil kraften og idéen afslører sig selv. En gang imellem hugger man forkert, og noget går i stykker.. Og dét er engang imellem det bedste, der kan ske for et projekts udvikling.”

Kreative Kræfter


På det tidspunkt han startede startede forummet, var han selv inde i en periode, hvor han tit kontaktet med spørgsmål, ‘om han ikke vidste, hvor noget var, eller om han kunne formidle en kontakt’.

“Jeg ved ret præcist hvem i mit netværk, der kan hvad og i stedet for at jeg skulle bruge tid på at ringe frem og tilbage mellem venner, lavede jeg gruppen, skrev en kort tekst og begyndte at lægge op til, hvordan en gruppe af kreative kunne dele noget af den viden, alle kan benytte. Det startede med 4-500 venner og bekendte, og nu, to år efter, er der snart 3000.”

Det kreative arbejdsmiljø


Der skal være nogle gode rammer. Steder hvor der er liv, har en mere kompleks, rumlig sammensætning end de fleste arbejdspladser har i dag. Nogle af de smukkeste værksteder, atelierer, arbejdsværelser, biblioteker, køkkener og møderum, har en følelse af, at de altid har eksisteret, og de kan så meget mere, end det man ser på den indretning og arkitektur, der findes i den kreative branche i dag, fortæller Tue.

“Der er brug for, at man kan sætte sit eget præg på éns arbejdsmiljø – helst et permanent ét af slagsen. At man selv vælger, om man vil sidde i et stort rum med mange mennesker, i en passage, i en vindueskarm eller i sit eget lukkede rum. Der bliver nødt til at være plads til steder, hvor man kan mødes i farten og steder, hvor man kan få lov til at være sig selv. Så skal der være en følelse af, at man er i et fællesskab.

Han fortsætter,

“At man ikke bare er et tandhjul i et maskineri, en fabriksmyre, der i sidste ende kun kan ‘accept the terms and conditions’. Man skal kunne kuratere sit fællesskab og selv få lov til at melde sig frit ud og ind af det. Det fællesskab man bevidst programmerer, informerer og kuraterer bliver et tættere spundet net. Deraf kan der opstå en reel social innovation.”

Drømmen om at være entreprenør

Livet som entreprenør startede lidt hen ad vejen.

“Jeg har haft virkelig mange ‘odd jobs’, og på et tidspunkt sprang jeg bare ud i det. Nu er jeg igen ansat – men med et mere koncentreret fokus på at udvikle kompetencer indenfor processer, dialog, inddragelse, kreativ læring og en håndværksmæssig taktil indgangsvinkel til arkitektur og bygningskunst.”

Det bedste og det sværeste i jobbet er…
For entreprenøren er det bedste ved jobbet, når der er plads og ro til at fordybe sig i noget. 
“Men jeg nyder også at tage på ture rundt på landet, besøge savværker, værksteder, eller sidde og tage en lang snak om noget meget nørdet”

I et job hvor drivkraften er din egen indsats og engagement, kan der stadig opstå udfordringer, som at få tid til at gøre alle de ting man gerne vil.

“Jeg tager tit mere på mig, end jeg kan nå at gøre. Men med tiden er jeg blevet bedre til at sige fra og følge de instinkter, der fortæller mig, om en given opgave er noget, jeg kan løse til den grad af færdighed, jeg véd, den kan opnå.”

Et godt råd


Tue Bondo Arentoft har mange års erfaring i den kreative branche. Hans råd til andre der drømmer om at tage springet ud som selvstændig:

“Det er lysten, der driver værket, at det er nemmere at løfte i flok, ikke at presse sig selv for hårdt, og blive ved med at lære og aldrig stoppe med at være nysgerrig.”

 

Drømmer du om at leve som selvstændig? Få kendskab til arbejdet i den kreative branche. Læs mere om Pioneers her.